Indlægs Arkiv

Dagene går på Kennel Askim`s

Sommetider får jeg en god idè og når jeg så har udført den, så finder jeg ud af at der må arbejdes lidt mere med den for at en god idè kan blive RIGTIG god. Sådan en idè var det at lave en udsigtspost i den modsatte side af haven. Udsigtsposten blev rigtig god, ja faktisk blev den bedre end den første jeg lavede til tibberne, men selvom de brugte den flittigt så var det ikke så meget mere de kunne se og de fleste gange var det kun den underste etage de brugte. Jeg har jo gået og kigget på hvad der kunne være grunden til det, og jeg blev enig med mig selv om at det simpelthen var hækkens tæthed og store bredde der fik tibberne til at løbe ind i midten af haven og når de så kom til den anden ende, var det den lave trappe der lå først for. Løsningen var jo nem at se, men jeg må jo indrømme at jeg kviede mig lidt ved det, for det er et kæmpe arbejde at begrænse en hæk man har ” glemt ” at gøre noget ved i årevis, så den er 4 m bred og 3,5 m høj. Ingen hækklipper kan stille noget op med en gammel forsømt hæk når den er blevet sådan. Der er kun èn vej og det er ørnenæb og den elektriske kædesav. Jeg ved faktisk ikke hvor mange dage det tog mig og hvor mange læs jeg har kørt væk, men nu virker det som planlagt. Hækken er blevet begrænset, tibberne kan også se igennem den, og de kan se langs med den faktisk helt ind til byen. Det er lidt sjovt at man tydeligt kan se at hækken har været minimum 1 meter bredere på begge sider og så tæt så den har kvalt alt under den.

Da jeg endelig var færdig med den så tog jeg mine unge hunde Thea, Liva og Kela og så kørte vi på besøg hos Palle og Othello. Othello har jo sin egen skov der er hegnet tibbe sikkert ind og der fik hundene lov til at løbe og snuse til alle de spændende dufte. Det var rigtig spændende, men for Kela var det absolut et hit at forsøge at få få fat i den lille kanin som Palle har, det brugte hun meget lyd og mange kræfter på. Liva var nok mere interesseret i at finde og stjæle de gnave ting som Othello havde gemt til dårligere tider. Det var han ikke så tilfreds med. Alle tre unge tæver oplevede hver for sig så meget, at de var meget rolige på hjemturen og også resten af dagen.

Tusind tak til Othello for din tålmodighed med mine legebørn

Lukket for kommentarer.