Nu blev omstændighederne omkring den lange rejse mod nordjyland jo lidt anderledes pga. den ubrugelige bil, så jeg synes lige jeg vil fortælle dig, at det gik helt usandsynlig godt. Mingo sov i sin skotøjsæske i Falckbilen, på færgen og i toget. Altså hele vejen, uden overhovedet at være urolig. Peb lidt i toget lige da vi satte os, men sov efter 2 min. Han var ude at blive luftet i færgelejet, hvor vi ventede en time, og i parken i Odense, overfor banegården, hvor vi havde lidt tid, og i rådhusparken i Århus, hvor vi skiftede tog. Vi var hjemme 18.30 og så gik han også fra stationen i Skørping og hjem til Egholmavej i snor. Han er allerede helt med på at gå i snor, hvis der er et par af os, der viser vej/går foran. Han er også helt utrolig flink til at gå uden snor – fulgte lige i hælene på Thomas, da vi gik en lille tur ned i “vores” skov.  Han sov hos Thomas i nat og da jeg kiggede ind til dem her til morgen, lå de ryg mod ryg og sov sødt. Andrea leger med ham og snakker med ham, som om han forstår al menneskessnak og Mingo tøffer rundt efter os og er lige så glad for at blive kaldt Loui som Mingo, i hvert fald kommer han for det meste springende når man kalder på ham. Han har ikke tisset eller noget inde – men heller ikke ret meget ude, så jeg ved ikke om han tisser mens han går??? – i hvert fald har han endnu ikke forstået sammenhængen mellem gåtur og at få tisset. Han har været ude i haven mange gange i dag og kan godt lide at snuse rundt. Han har spist af sin mad og drukket vand, og også gnasket lidt griseøre, så han virker til at være helt tilpas. Han er helt utrolig kær og overraskende tilbageholdende på en god måde – vi mennesker går først ind og ud af døre og det er jo helt perfekt, at han af sig selv, synes at vi skal vise vej. Han har hilst på naboen, der har 2 hunde og der har været en enkelt gæst til kaffe her i huset. Ingen kan stå for ham og han er jo bare så sød og tillidsfuld overfor alle. 

Den ene udfordring vi sikkert får med ham, er at han ikke kan lide at blive “forladt” bare et øjeblik og Thomas overvejde et kort øjeblik og han var nødt til at tage ham med på toilettet, for han peb udenfor døren, mens Thomas var derinde. Han er totalt præget på mennesker. Så i løbet af de næste par uger skal vi nok lige så stille vænne ham til at kunne udholde ensomhed i kortere tid, selv om han helt sikkert heller ville med os til alt. 

Vi får kattekillingen “Tumle” i morgen og det bliver spændende at se hvad de siger til hinanden.

 

Kærlig hilsen

Charlotte