Indlægs Arkiv

Lidt om pelsfarven

 

 

Selvom farvernes genetik er noget af det bedst beskrevne, så er det alligevel noget af en mundfuld at forstå det rigtigt, hvilket jeg absolut heller ikke vil påstå, at jeg gør. Alligevel har jeg givet mig i kast med at skrive denne artikel omfarvevarianterne på Tibetansk Spaniel og håber på tilgivelse, hvis jeg har misforstået noget. Derudover er jeg sikker på, at jeg ikke har alle oplysninger med, så artiklen må IKKE opfattes som en færdig ”afhandling” om vore hundes farvegener, men evt. som en begyndelse for nogen til at dykke dybere i genetikken omkring dem.

Skrevet Af: Ragnhild Primdal – Kennel Sommerlyst

 

Farverne på vore hunde styres af gener, som sidder på hundenes kromosomer.

chromosomes

Hunden har 78 kromosomer, hvoraf de 76 er homozygote (ens par) og de to sidste er kønskromosomer, som jo kan være heterozygote (uens par : X og Y). De fleste gener er ”koblede gener”, hvilket vil sige, at de nedarves samlet, men lige pelsfarverne, deres intensitet og placering på vore hunde sidder på forskellige kromosomer og nedarves derfor delvist uafhængigt af hinanden. Alternative former, som kan optage pladsen på samme locus (som generne her også kaldes), hedder alleler. Der kan aldrig være mere end ét allel på et locus på hver af kromosomerne i et kromosomspar.

Man taler om en hunds fænotype, hvilket er det synlige (altså den farve/farvesammensætning vi ser) og en genotype, som ikke nødvendigvis er synlig, men det er hundens genetiske egenskaber (altså genotypen indeholder også det evt. recessive gen, som kan vise sig i næste generations farve/farvesammensætning). Årsagen er, at farverne styres af flere alleler, hvoraf nogle er dominante og nogle er recessive (vigende), ligesom de styres af forskellige locus, som bleger, intensiverer, placerer, hindrer eller gemmer hinanden.

Der findes ifølge C.C. Little mindst 10 forskellige kromosompar hos hund, men hvor mange af disse der findes i Tibetansk Spaniel, ved jeg ikke. Ifølge Catherine Marley findes der mindst otte hos Lhasa Apso, og sandsynligheden er ret stor for, at nogenlunde det samme er tilfældet i TS, da racerne formodentlig har fælles baggrund et eller andet sted i fordums tid. Alle disse forskellige loci er årsagen til den fantastiske rigdom af farver og mønstre, vi har i vore hunde.

Et skema over de alleler, som må formodes at findes hos vore hunde, kan du se på skemaet længere fremme i artiklen, den kan formodentlig godt være med til at lette forståelsen lidt.

Hver enkelt TS har to alleler fra hver af de formodede otte serier af gener. Èn allel fra hver serie fra moderen og èn fra faderen.

Man kan definere de grundlæggende, genetiske typer af farver sådan her:

  • 1)    Zobel (gylden, rød, creme eller grå):

Det er her vi finder langt de fleste TS.  Farverne er sammensat af lyse og mørke hår i varierende mængder, de lyse kan varierer fra dyb rød til lys creme eller hvid, de mørke er normalt sorte, men kan også være leverfarvet eller grå, afhængig af hvor mange plus- eller minusfaktorer, der spiller ind. Nogen zoble mister de sorte/mørke hår når de bliver ældre, men de må ikke forveksles med de ”rene” farver, som jo ikke har nogen form for mørke markeringer ved fødselen.

  • 2)    Ren tan (rød, gylden, creme eller hvid):

Disse hunde har IKKE mørkt pigment i pelsfarven (hverken sort eller leverfarvet), heller ikke når de bliver født.

  • 3)    Sort:

En helsort TS vil aldrig have røde, gyldne eller cremefarvede hår nogen steder på kroppen, i så fald er den ikke genetisk sort, men black/tan. Den kan dog have hvidt, fortrinsvis på tæerne og brystet.

  • 4)    Black/tan:

Det kan være svært at se om en nyfødt TS er black/tan eller sort, da begge kan have hvide sokker og andre hvide tegninger, som kan skjule tanfarverne.  Det sikreste sted at vurderer om en hvalp er black/tan eller sort er normalt under halen, hvide tegninger forekommer sjældent der, men black/tan vil altid vise tanfarve der.

Årsagen til de forskellige tegninger og farver er som sagt hundenes forskellige alleler, den mørke del af pigmentet kan mindskes (modificeres – minus-faktorer) af et stort antal andre gener:

  • P) Particolor-genet (P) kan ændre et hvilket som helst af de fire grundlæggende farver ved at give hvide partier på kroppen.
  • G) Grånende faktor (G), ændrer mørke hår til grå hår i alle de grundlæggende nuancer, efterhånden som hunden bliver ældre. Kun næsepigmentet er uafhængig af denne allel.
  • d) Blå gen (d) medfører også, at mørke eller sorte hår bliver grå, men det er synligt i en meget ung alder. Næsespejlet på en blå hvalp er normalt grå og øjnene enten grå eller nøddebrune.
  • b) Lever farven (b) kan ændre de sorte elementer i alle grundlæggende farver, inklusive næsespejlet, som vil blive enten leverfarvet eller brun. Øjnene er normalt noget lysere brune eller måske endda gule.

Det LYSE pigment i de grundlæggende farver kan også modificeres (mindskes) af et andet gen:  Den rød/gyldne ”fortyndingsfaktor” (C), som kontrollerer dybden af farven, så det kan blive fra dyb rød til lys cremehvid.

Nu kan vi vurdere de aktuelle gener. (Husk at en serie kan indeholde fire gener, men et enkelt dyr kan bare have to gener fra hver serie).

A-serien kontrollerer mønsterdannelsen af de MØRKE (sort/brun) og LYSE (rød/gylden) pelsfarver

A-genet er det mest dominante i serien.  Det bestemmer tegningerne/mønstrene af det mørke og det lyse pigment.  Hvis hunden har et A-gen, vil den blive sort eller sort/hvid.  Hvis hunden har et a gen (modsat A) vil den fødes mørkere end den vil blive som voksen.  Desuden vil den være lysere på bugen end på ryggen.

ay – genet er recessiv i forhold til ”A”, men dominant i forhold til at -genet.  ay -genet er det gen, der bestemmer hvor meget af det mørke pigment, der er i pelsfarven, men det kan dækkes over af ”A”, – så vil sort dominerer, hvorimod farven vil være zobel, hvis genet er ay eller at.

at -genet er den mest recessive allel i A-serien, at –gen i dobbelt dosis giver black/tan, men hvis det andet gen er ay vil hunden blive zobel.  Kun hvis hvalpen får at genet fra både far og mor vil den blive black/tan.  Dette betyder, at hvis man parrer black/tan med black/tan vil alle hvalpene blive black/tan, medmindre f.eks. Parti-genet forårsager noget andet, så vil hunden blive tricolor.  Ligeledes kan hunden blive ren rød/creme/gylden, hvis den får det recessive e fra begge forældre, da ee i dobbelt dose forhindrer vil forhindre hunden i at danne mørkt pigment i pelsen.  Også sorte eller zoble kan give black/tan, såfremt begge forældre har at -genet recessivt.

A,ay og A,at vil give sorte hunde, ay,at og ay,ay bliver zobel, at,at bliver black/tan.  Man vil aldrig få helsort efter 2 zoble hunde, men chancen er der, hvis forældrene er ”renfarvede”, forudsat, at mindst en af den renfarvede var efterkommer efter en helsort eller en ”ren” sort/hvid parti.

B-serien består af to alleler, som påvirker farven i det mørke pigment

B er allel for sort pigment i pels og næsespejl, B er dominant overfor b.  b er recessiv allel for leverfarve eller brun. En hvalp kan kun blive leverfarvet/brun, hvis begge forældre er bærere af b-gener. Tidligere var lever- eller brun farve uønsket hos TS, men er nu også en anerkendt farve variant.

C-serien har tre alleler, som påvirker farven i det lyse pigment

C er altså årsagen til variationerne i de zoble nuancer fra dyb rød til creme eller hvid.  C er dominant og giver dyb rød eller gylden farve i de lyse områder af pelsen, hvis der er nogen.

Genet cch (Chinchilla-genet) er nr. 2 på den dominante skala og reducerer rødt og gult, men har ikke nogen effekt på sort.  Dette gen vil være usynlig på en sort TS.  Til gengæld er det det gen, som har betydning for at frembringe silver/zoble, som jo egentlig er en rød/zobel hund, hvor det røde er blegnet p.gr.a. cch -genet.

ce er det mest recessive gen i serien og giver ekstrem blegning af rødt. Selvom hunden har et dominerende C gen vil et recessiv ce gen alligevel give betydelig blegning af selv mørke farver. Er hunden gylden, vil den med ce blive creme/hvid.  I en dobbelt dose vil ce ce være næsten albinoagtig.  Næse- og øjenpigment er fortyndet og eventuelle sorte hår i pelsen vil være reduceret til bleg grå.

ca er albino genet, hvor der ingen farve findes, ej heller på læber, næse og øjenlågsrande.  Selve øjet vil være rødligt på en ægte albino, fordi der ikke er nogen pigmentering, der gemmer blodårene inde i øjet.  Huden vil være lyserød.

D-serien har to alleler, som påvirker de mørke områder i pelsen (På samme måde som C kontrollerer lyst pigment)

D er dominant, d recessiv. D giver dyb, koncentreret pigment i hår, næse og øjnenes iris, d medvirker til ”blå”, som er en fortynding af pigmentet.  En helsort og en dybrød TS er formodentlig eksempler på DD eller Dd. Jeg er ikke bekendt med, at der findes ”blå” TS, som typisk vil være dd, så måske findes D bare som homozygot (ens) kromosom hos TS?

E kontrollerer produktionen af mørk pigment (lever eller sort)

E-genet er medvirkende til, at vi ser så stor spredning af farvetegninger i vore hunde.  Generne E og A indvirker desuden temmelig meget på hinanden, det kan være svært at sige, om en farve/tegning skyldes A eller E.

Em er det mest dominante, det fordeler mørkt pigment hvor mønstergenet A tilsiger Em at gøre det.

Det er også takket være Em, at mange af vore hunde har den mørke maske.  En mørk maske kan ikke ses i en sort hund, men vil ellers vise sig i zobel og black/tan.

E producerer mørk pigment (hvor A tilsiger det) uden maske.  E er recessiv til Em, men dominant til e.  e er recessivt til både Em og E.  e kan ikke danne mørkt pigment.  Selvom A-genet for helsort er tilstede, vil hunden ikke have mørke eller sorte hår, fordi e-genet ikke danner mørkt pigment, som er nødvendigt for at A kan virke.  Alle hunde med ee vil blive ren rød, gylden, creme eller hvid, uanset hvilke andre gener den har.  Kun particolor genet kan vise sig i fænotypen.  Til gengæld kan der forekomme helsorte hvalpe efter parring mellem to gyldne/cremefarvede/zoble hunde, såfremt de har generne ee-AA (cremefarvet/bleggylden, da e jo hindrer det sorte fra A) og ayay EE (zobel), hvilket vil give hvalpen  gensammensætningen Aay – Ee, og da A er dominant overfor ay og E er dominant overfor e, vil mønstergenet A (helsort) kunne drage fuld nytte af E’s farveproduktion af sort.

G er afgørende om farven bleges med alderen

G er dominant og viser sig ved, at de mørke farver blegner med alderen (hunden gråner), hvorimod de mørke farver ikke blegner, hvis hunden har genet g.  G vil dog vise sig noget forskelligt, afhængigt af hundens gener specielt fra nogle af B og D serierne.

S locus er bestemmende for de hvide aftegn.

S er den mest dominante og står for heldækkende farve i pelsen.
si producerer lidt hvidt. Er recessive til S. Også kaldt Irish spotting, hvor der kan være lidt hvidt på tæer eller bryst.

sP er genet vi kan takke for det typiske particolor mønster, hvor størstedelen af hunden er hvid.  Normalt vil kun omkring ¼ af hunden være farvet, men p.gr.a. plus- og minusfaktorer, som spiller ind i produktionen af pigment i dette locus, så kan det være svært at afgøre, om hundens gen faktisk er sP eller der er si.. sP kaldes også Piebald spotting.

sW er det mest recessive gen. Det producerer ekstremt meget hvidt, ofte har hunden kun lidt farvede markeringer omkring øjne eller på hovedet, ører eller hale.  sw i kombination med S eller si kan give  atypiske particolor mønstre.

Ifølge Catherine Marley’s artikkel vedrørende Lhasa Apso, skriver hun, at sw--genet ofte ses sammen med døvhed i det indre øre (cochlea), hvilket måske kan være tilfældet på 2 af mig kendte TS? – Men ifølge den norske ”Hund, Avl og Helse”, skrevet og udgivet af smådyrspraktiserende veterinærers forening, står der, at der ingen defekter er knyttet til nedarvingen i dette gen, men at døvhed (samt blindhed og endda sterilitet) normalt knyttes til genet M, som i dobbelt dose kan være særdeles uhensigtsmæssigt.  Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvem der har ret.

T-genet er afgørende for, om der kommer pletter =  ”the ticking factor”

T er dominant og producerer ”ticking”, som er mere eller mindre tydelige farvepletter i hvide områder, som er produceret af S-genet.  Disse pletter vil først vise sig efterhånden som hvalpen vokser lidt til.

t er recessiv og producerer ikke ”ticking”.

GENER – Sammendrag

A-serie   E-serie

 

 

parring-A-E

 

 

Analyse af farvegener i din hund

Et hvalpekuld kan fortælle en hel del om de genetiske karakteristika for din hund. Dette kan være til stor hjælp i et avlsprogram for hunden.
Catherine Marley skriver (om Lhasa Apso): Jeg parrede en zobel tæve med en rød/zobel hanhund. Af syv hvalpe var tre black & tan, tre var zoble og en var klar gylden. Af dette kan jeg udlede følgende:

  1. Begge forældre er zobel, så de må have  ay og en E.
  2. Siden jeg havde atat og ee-hvalpe, så må begge forældre også bære at og e.
  3. Der var ingen blå eller udvandede cremefarvede, så forældrene må hver bære mindst én C og én D. Hanhunden er dyp rød, og burde derfor være CC. Tæven er noget lysere og sandsynligvis derfor Ccch.
  4. Der var ingen particolor så S eller si er tilstede i begge forældre.
  5. Tæven er gråtonet, så hun må have mindst ét G. Hanhunden er ikke gråtonet og er derfor gg.
  6. Hanhunden har givet brune snuder før men ikke i dette kuld, så den er derfor med sikkerhed Bb. Fordi der ikke var brune snuder i kuldet, så må det betyde, at tæven muligvis (men ikke nødvendigvis), være BB.

Sættes alle disse faktorer sammen, så kan jeg udarbejde en ganske fuldstændig liste over gensammensætningen både for forældrene og hvalpene.

  • Hanhund:: ay at Bb, C(C?), D(?), Ee, gg, S(si)
  • Tæve: ay at, B(B?), Ccch, D(?), Ee, G(?), S(si)

Når jeg skal parre denne tæve igen, så kan jeg undgå Black & Tan hvalpe, ved at parre hende med en hanhund som aldrig har produceret  Black & Tan, selv ikke, når han er parret med en Black & Tan tæve. (Dette beviser at han var homogeneous  i forhold til ay ay og at han ikke bar at genet).

For at undgå renfarvede hvalpe, så måtte jeg finde en hanhund som havde været parret med en renfarvet tæve og som IKKE havde produceret renfarvede hvalpe. Derimod er jeg ganske sikker på, at min tæve ikke ville bære leverfarvede recessivt og kan derfor parre henne med kendte leverfarvebærere uden at måtte være urolig for at få leverfarvede hvalpe

Hvis denne type analyse føles noget teknisk, så følger her nogen enkle regler om farveavl:

  1. Parres to dyr med identiske, recessive mønster, så vil resultatet blive det samme: Black & Tan x Black & Tan = Black & Tan. Hvis de da ikke i tillæg bærer e, som i dobbelt dose hindrer formeringen af sort pigment.
  2. Recessiv, hvide pletter i massiv ekstrem udgave, kan dække alle mønstre. Ren gylden recessive (ee), kan dække alle A-serie mønstre (helfarve, zoble og Black & Tan), så du aldrig kan vide hvad en helfarvet gylden bærer i relation til de mørke pigmentmønstre, hvis du da ikke tester racen i et laboratorium.
  3. En Black & Tan med et godt og dypt “Tan”-mønster, vil producere en stor andel gode røde, når de parres med en zobel.
  4. En ægte helsort vil give sorte uanset hvem den parres med.

To rødzoble kan producere en hvilken som helst farve, bortset fra helsort.

 

 

 

coatcollor-genesOvennævnte oplysninger er fortrinsvis hentet i ”Hund Avl og Helse”, Catherine Marley’s artikel om Lhasa Apso, DKK’s ”Genetik og Avl”, og mest af alt: Clarence Little’s ”The Inheritance of Coat Color in Dogs”. Udover, at der selvfølgelig er personlige erfaringer flettet ind.

 

 

Sort

Sort

Sort-parti

Sort/parti

Black-tan

Black/Tan

Gylden

Gylden

Creme

Creme

Particolor

Particolor

Silver-zobel

Silver/zobel

Rød-zobel

Rød/Zobel

Sort maske

Sort maske

Zobel

Zobel

Zobel 2

Zobel 2

 

 

Leave a Reply