
Jeg fik nogle smukke katte huse forærende fordi vedkommende der havde købt dem, havde katte der allerede havde yndlingspladser som de foretrak. Som Piet Hein skrev så er katte deres egen og det må man jo bare acceptere. Mine Russian Blue katte der har store volierer at bo i med forskellige muligheder for at klatre og huler at gemme sig i, prøver gerne noget nyt. Når mange katte bor sammen så slider det også på indretningen, så at få så fine huse bragte glæde blandt kattene og de blev undersøgt grundigt. Jeg synes jo at mine katte skal bruge arealet de har til rådighed helt op til loftet, og det betød at husene skulle fastgøres på en eller anden måde. Kattene var ret grundige i deres metoder til at prøve husene af, så det ene måtte simpelthen flyttes inden der var nogen der kom til skade. Jeg fik taget en del billeder og for en gangs skyld var kattene der hvor jeg pegede hen med kameraet, og sådan plejer det ikke at være. Alle mine katte er chippet, men det er umuligt at få dem til at beholde farvebåndet på, så jeg kan ikke fortælle hvilket navn de katte der er på billederne har, men jeg kan dog fortælle at der kun er 1 ung han kat på billederne, resten er hunkatte.







































